Færøerne-Island april 2010

Viking Cruise 8 dage fra lørdag den 24. april til lørdag den 1. maj 2010

 

Følg i vikingernes fodspor på en smuk sejltur til de to perler i Nordatlanten, Færøerne og Island.

Nyd livet ombord på det dejlige skib, hvor udsigten i sig selv er en fryd for øjet, og hvor der bydes på mange forskellige udfoldelsesmuligheder. Nyd solnedgangen fra dækket, kom i form i fitness faciliteterne og tag en tur i svømmepølen. Spis dejlig mad i restauranten med skiftende panorama udsigt. Bliv underholdt om aftenen og kridt skoene til dans til levende musik i natklubben.

Skibet, Norröna, har både swimmingpool og fitness center med sol og sauna, barer, dansefaciliteter og flere butikker.

Indkvarteringen for denne tur er enten indvendig eller udvendig kahyt. I kahytterne er der to senge – sofa om dagen og seng om natten. Der er både sengetøj, håndklæder og klædeskab, buksepresser, stik med 240 volt og TV, ligesom der også er eget toilet og bad i kahytten. Både på Færøerne og i Island er der mulighed for at melde sig til flere udflugter, så alt er klart til en oplevelsesrig tur – velkommen ombord!

 

Dag-til-dag program:

 

Lørdag/Dag 1: Kl. 13:30 mødes vi til check-in i Esbjerg.

Kl. 15:00 er der afgang med M/F Norröna mod Færøerne og en fantastisk uge ligger foran os. Nyd den pragtfulde udsigt udover havet og se det sidste af Danmark forsvinde i horisonten, mens skibet stille sejler af sted.

Indret dig i kahytten, find dig tilrette på skibet eller tag et spil bingo. Allerede den første aften venter der kulinariske oplevelser i Buffet Restauranten. Smyril Line byder velkommen om bord og der serveres en velkomstcocktail i vikingklubben. Senere på aftenen bliver der spillet op til dans, ligesom man kan nyde en stille drink i pianobaren.

 

Søndag/Dag 2: Efter den store morgenbuffet, nydes udsigten og dagen kan bruges på de mange faciliteter om bord eller på afslapning og hygge med hinanden og de andre medrejsende og man kan se en film i biografen. Om aftenen er der igen stor buffet med alt hvad hjertet begærer.

 

Mandag/Dag 3: Tidligt mandag morgen, kl. 05:00, ankommer vi til Tórshavn. Efter morgenmaden er der mulighed for at deltage på en udflugt (ikke inkluderet) eller gå en tur i Tórshavn på egen hånd.

Vi sejler igen fra Tórshavn kl. 14.00, så der er god tid til at få et indtryk af de fantastiske klippeøer. Ved udsejlingen kommer vi tæt på øerne og vi kan tydeligt se land.

Om eftermiddagen tager vi hul på det kommende besøg på Island med kaffe og islandsk kage og der vises en film om Island og vi nyder igen den afslappede tilværelse ombord.

 

Tirsdag og onsdag/Dag 4 og 5: Allerede tidligt om morgenen kan vi se Island. Under morgenmaden nyder vi den smukke indsejling ad fjorden til den idylliske lille by Seydisfjördur på Østisland. Vi ankommer kl. 09.00 og ligger her helt til onsdag aften. Der tilbydes en udflugt til Myvatn-området i Nordisland med hotelovernatning. Af samme grund er aftensmaden tirsdag og morgenmad onsdag ikke inkluderet i prisen.

 

Onsdag aften er der igen buffet ombord. Kl. 20.00 sejler vi igen fra Seydisfjördur med fantastiske Island har vi med i bagagen, der serveres en vikingdrink i Sky baren på soldækket, mens vi forlader Island.

 

Torsdag/Dag 6: Efter morgenbuffeten står skibets faciliteter til rådighed. Der vises en film om Færøerne og senere ser vi øerne dukke op i horisonten. Kl. 15.00 ankommer vi til Tórshavn og der er mulighed for på egen hånd at gå en tur i byen, som også kaldes verdens mindste hovedstad. Gå f.eks. en tur i Tinganes, som er Tórshavns gamle bydel med de gamle betagende træhuse i røde farver og med græstørv på tagene. Der er også mulighed for at deltage i en udflugt (ikke inkluderet i prisen). Kl. 21.00 går turen videre med kurs mod Esbjerg og dagen afsluttes med buffet i restauranten.

 

Fredag/Dag 7: Vi starter dagen med den dejlige morgenbuffet og så er det ellers om at nyde sidste dag ombord. Deltag i et spil bingo eller nyd en stille stund på soldækket. Ugen afsluttes med manér med en vikingebuffet til middag.

 

Lørdag/Dag 8: Efter morgenmaden er det tid til at pakke sine ting for kl. 09.00 sejler det gode skib ind i Esbjerg havn, og en uforglemmelig ferie er slut.

 

 

------------------------------------------------------------

Information om udflugterne:

 

Tur til Eysturoy (mandag).

Guiden henter Jer på kajen i Tórshavn kl. 07:30. Vi kører mod Eysturoy langs kysten gennem flere farverige bygder. Vi kører over Atlanterhavsbroen, som knytter øerne Streymoy og Eysturoy sammen. Der vil være fotostops ved udsigtspunkterne undervejs. Vi kører mod den charmerende bygd Gjógv. Gjógv har navn efter den lille naturhavn med høje klippesider på begge sider. I Gjógv bliver der serveret formiddagskaffe og kage. Herefter går turen til Gøta, hvor vi besøger uldspinderiet Tøting. Her er der mulighed for at købe færøske souvenirs. Efter Gøta går turen tilbage til Tórshavn, hvor vi ankommer kl. 12:30.

Udflugten starter kl. 07.30 og varer 5 timer. Pris kr. 425 pr. person.

 

Tur til Kirkjuböur (torsdag).

Guiden henter Jer på kajen kl. 15:30 hvorefter vi kører over fjeldet til Kirkjubøur. Dette er Færøernes gamle, historiske og kulturelle centrum med den maleriske kongsgård, hvor den nuværende kongsbonde er den 17. generation i rækken.

Vi ser den ufuldendte Magnus-katedral samt den lille Olavs kirke fra Middelalderen. Kirkjubøur er et spændende sted at besøge – og utrolig smukt beliggende med udsyn til Hestur, Koltur og Sandoy. Herefter går turen tilbage til Tórshavn. Bussen sætter os af ved den gamle bydel og vi forsætter en guidet gåtur gennem den charmerende bydel i Tórshavn, hvor vi finder Tinganes og Domkirken. Vi er tilbage på kajen kl. 19:30.

Turen starter kl. 15.30 og varer 4 timer. Pris kr. 320 pr. person.

 

Myvatn-området i Nordisland (tirsdag og onsdag).

Når vi er kommet i land i Seydisfjördur, kører vi med bussen til Egilstadir, hvor vi afhenter vores guide. Vi kører igennem den lange og frodige Jökuldalurdal op på Mödrudals-heidi – et ørkenlignende plateau ligesom et månelandskab.

Herfra kører vi direkte til Myvatn, hvor vi besøger Myvatn Nature Bad (husk at tage badetøj med). Det er en lille sø med naturligt varmt vand, fyldt med mineraler som giver vandet en smuk lyseblå farve. Der er tilknyttet et lille cafeteria, hvor vi få en enkelt frokost efter badningen. Om eftermiddagen ser vi nogle af seværdighederne i området omkring Myvatn-søen. Her er vulkanområdet Krafla fra 80’erne og Námaskarð solfataras, som er rygende og boblende svovlmudder med geotermisk aktivitet og den karakteristiske lugt, Dimmuborgir Lava Labyrinth og pseudokraterne ved Skútustaðir. Aftensmad og overnatning i Mývatn området.

Onsdag kan vi vælge at besøge byen Husavik og besøge den maleriske havn. Der er mulighed for at besøge det meget interessante lokale hvalmuseum (entré ikke inkluderet) eller endda tage på hvalsafari (ikke inkluderet i prisen) før vi kører tilbage til Myvatn-området og derfra videre til Egilstadir. En anden mulighed er (afhængig af vejret og vejforholdene), at køre direkte tilbage til Egilstadir og derfra videre til Borgarfjördur, en lille idyllisk by med en meget malerisk havn. Derefter kører vi tilbage til Seydisfjördur og Norröna.

Pris kr. 2.220. Prisen inkluderer: 2 dages busudflugt fra Seyðisfjörður, fra den 27. april kl. 09:00 til Seyðisfjörður den 28. april kl. 18:00 med dansktalende guide. 1 overnatning på hotel i Mývatn området i værelser med eget toilet/bad. Morgenmad onsdag. Aftensmad tirsdag. 2 x frokost. Entré til Mývatn Natur Bad.

 

------------------------------------------------------------

 

Pris: kr. 4.195,- i indvendig kahyt

 

Prisen inkluderer:

Skibsrejse Esbjerg-Tórshavn-Seydisfjördur-Tórshavn-Esbjerg. 7 overnatninger i valgt kahyt. Brug af faciliteter ombord. 6 x morgenmad (ikke onsdag på Island). 6 x aftensmad (ikke tirsdag på Island) i Buffet Restauranten inkl. 1 x viking buffet med souvenir. Velkomstcocktail. Viking-drink på dækket ved udsejling fra Island. 1 x kaffe og islandsk kage. Vikingediplom. Alle skatter og afgifter. Obligatorisk bidrag til Rejsegarantifonden.

 

Pris for udvendig kahyt: kr. 5.495,-

Evt. Enkeltkahyt kr. 6.795,-.

 

Generelt: Rejsen gennemføres med min. 25 deltagere.

Der tages forbehold for eventuelle ændringer/aflysninger i programmet som følge af fx vejrforhold o.lign.

Rejsen tilbydes i samarbejde med FDB, og for at komme med på rejsen skal du være medlem af FDB eller en brugsforening. Er du ikke medlem, kan du blive det på fdb.dk under "Dit medlemskab". Indmeldelse koster 75 kr.



Print denne side
Anbefal denne artikel til en ven