Oplevelsesrig vinrejse til Frankrigs vinhjørne
9 dages busrejse fra 19.-27. september 2010
På denne vidunderlige rejse skal vi smage på en masse dejlig vin. Du kan glæde dig til den krydrede Alsace-vin, nogle af de vægtige bourgogner og ikke at forglemme, de friske beaujolaiser og den lette Chablis.
Rejsen fører os gennem disse berømte franske vindistrikter med besøg på både kendte og mindre kendte vinhuse og vingårde. Her i det nordøstlige hjørne finder vi rækker af vindistrikter og udover at vi skal smage på de herlige dråber, skal vi ikke mindst se, hvordan og hvor vinen dyrkes.
Vi befinder os i Bourgogne, som ikke uden grund kaldes for ’Frankrigs mave’. Området byder på nogle af de fineste råvarer man kan tænke sig, som bl.a. Bresse-kyllinger, og dertil vine af en udsøgt kvalitet – faktisk nogle af verdens bedste, vil nogen mene.
På denne rundrejse gennem Frankrig kommer vi bl.a. til Alsace, Bourgogne, Beaujolais, Chablis og Toul og under rejsen besøger vi en stribe restauranter, hvor der venter gode frokoster, ligesom vi også har fornøjelsen af at skulle til frokost hos nogle af vinbønderne. Foruden de mange vinsmagninger besøger vi også bygerne Colmar, Beaune, Nancy og Macon, så det er en oplevelsesrig rejse der venter forude.
Dag – til – dag program
Dag 1:
Der vil være opsamling i Lyngby, København og Næstved, før vi kører over grænsen og sidst på dagen ankommer til vores første overnatning på et hotel omkring Kassel, hvor vi slutter første rejsedag med en middag.
Dag 2:
Efter morgenmaden kører vi videre og allerede ved frokosttid ankommer vi til Alsace, hvor vi gør holdt i den smukke lille middelalderby Riquewihr. En forbløffende velbevaret by med fæstningsværker fra det 13. og 14. århundrede. Vi nyder en frokost med nogle af de lokale specialiteter, inden turen fortsætter ad den berømte vinvej ’Route de vin’. Herfra kører vi til Bennwihr, hvor vi skal besøge byens kooperative, og foruden de gode Alsace-vine, har de også her en af de bedste mousserende vine – efter Dom Pérignon.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel i Colmar, beliggende centralt og tæt ved den gamle bydel. Vi skal bo på det 3-stjernede Mercure Champs de Mars, som har 75 pæne værelser med eget bad/toilet.
Efter indkvartering vil der være middag på egen hånd, så der er mulighed for at opleve det alsaciske køkken.
Dag 3:
På formiddagens udflugt skal vi se nærmere på vores værtsby Colmar og på rundturen – som foregår til fods - ser vi smukke, gamle bindingsværker, gode forretninger og de mange kanaler, der har givet byen tilnavnet “Lille Venedig”. Efter rundturen er der nogle timer på egen hånd, hvor man f.eks. kan tage en tur i det lille lokale turisttog, som giver et godt billede af byen og de omkringliggende vinmarker. Sidst på eftermiddagen mødes vi igen, og denne gang skal vi besøge en af byens vinkældre og smage på nogle af de kendte vine og så slutter vi dagen af med en fælles middag.
Dag 4:
Efter morgenmaden checker vi ud fra hotellet og så er der afgang til Bourgogne. Vi starter i Beaune, hvor vi besøger det berømte gamle Hospice i den hyggelige vinhovedstad. Hospices de Baune blev bygget under 100 års krigene som hospital til bl.a. fattige - et storslået og flot byggeri, hvor der vil være mulighed for at tage en rundtur på egen hånd.
Senere på dagen besøger vi en af byens mange kældre, Caves Patriarche, som har 5 km underjordiske kældre og gange og gemmer på ikke mindre end 4 mill. Flasker!
Efter en god introduktion til området og smagsprøver på de dejlige bourgognevine, fortsætter vi til Macon, hvor vi skal bo på Hotel de Geneve. Dette 2-stjernede hotel ligger kun få minutter fra centrum og har 56 pæne – men typisk franske, d.v.s. små - værelser med eget bad/toilet.
Dag 5:
Vi bliver i det dejlige vinområde Beaujolais og tager på tur i den skønne natur og ser kører forbi de mange vinmarker. Dagens første vinsmagning er Beaujolais Villages, hvor vi skal smage 1 af de 12 cru’er på en lille vingård i landsbyen Emeringes. Herfra går turen videre til Juliénas, hvor vi besøger det dansk-franske ægtepar Guignet, som vil fortælle en masse om vindyrkning. Her spiser vi også frokost, og igen vil vi få fornøjelse af nogle af de lokale delikatesser og naturligvis med områdets dejlige vine som tilbehør.
Efter den dejlige frokost kører vi til Cluny, hvor vi på egen hånd tager på rundtur i det verdensberømte kloster, der i middelalderen var kristendommens åndelige magtcentrum med 1200 underklostre fordelt over hele Europa.
Vi returnerer til Macon sidst på dagen og har aftenen på egen ånd.
Dag 6:
På dagens udflugt skal vi det gastronomiske hjørne af Frankrig, hvor man bl.a. finder den berømte Bressekylling, som er de franske kyllingers ’Rolls Royce’. Stedet er St. Cyr sur Menton og her besøger vi det lokale Bresse-museum som nærmest kan betegnes som et lille frilandsmuseum. Vi kommer på rundvisning og ser de gamle bresse-bygninger og den store samling af egnens håndværk. Herfra kører vi videre til den lille landsby Condeissiat, hvor vi spiser frokost på den lokale familierestaurant Chez Roland, hvor maden i den grad er en gastronomisk oplevelse med egnens traditionelle retter.
Efter frokost går turen til Hameau Duboeuf, beliggende i Beaujolais. Her får vi indsigt i historien rundt om vinen, som startede for 150 år siden med transporten af vin i togvogne på 480 m2. Vi slutter rundturen med en vinsmagning før vi kører retur til Macon, hvor vi nyder aftenen på egen hånd.
Dag 7:
Efter morgenmaden tager vi afsked med Mâcon og vores hotel. Vi kører til vindistriktet Chablis, hvor vi skal til vinsmagning inden vi fortsætter til vores hotel i Nancy, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen.
Vi skal bo på Hotel Park Inn, som ligger centralt med sine 192 store værelser og udsigt ud over byen.
Efter indkvartering vil der blive tid til at se de tre pladser, der af Unesco er optaget på listen over Verdens Arv - den mest berømte er Place Stanislas.
Om aftenen mødes vi til fælles middag.
Dag 8:
Efter morgenmaden er det blevet tid til at tage afsked med Frankrig, men inden vi sætter kursen mod de hjemlige breddegrader, besøger vi en af Lorraines vindistrikter, Côtes de Toul, hvor vi besøger Domaine du Toulais, en vinproducent som stadig er privatejet gennem otte generationer.
Herfra fortsætter vi op gennem Tyskland til vores overnatningshotel omkring Kassel.
Dag 9:
Vi forlader hotellet efter morgenmaden og kører ad samme rute, som på udrejsen og når frem til Danmark først på aftenen.
Pris: kr. 8.350,-
Prisen inkluderer:
Transport i komfortabel bus.
8 x overnatning i dobbeltværelse med eget bad/toilet og morgenmad
4 x frokost
6 x middag
Alle udflugter og entreer i henh. til program
Vinsmagninger
Dansk rejseleder
Evt. tillæg for enkeltværelse: kr. 1.650.
Turen gennemføres ved min. 30 personer.
Turen er lavet i samarbejde med Politikens Lokalaviser og er åben for tilmelding for alle.
|