Tro, håb og fantastisk natur
8 sensommerdage i Grønland - Kangerlussuaq/Sisimiut/Ilulissat -
23. - 30. september 2010.
På denne læserrejse til Kristeligt Dagblads læsere, inviterer vi på en skøn forening af naturoplevelser, kultur og tro.
Med præst Eva Christensen som rejseleder, besøger vi bl.a. Grønlands næststørste by Sisimiut (Holsteinsborg). Sisimiut ligger umiddelbart nord for Polarcirklen og er den nordligste by i Grønland med en isfri havn om vinteren og samtidig den sydligste by i Grønland, hvor man om vinteren og i foråret kan køre på hundeslæde.
I Sisimiuts gamle bydel kan man stadig opleve bygninger fra kolonitidens første 100 år, blandt andet ved museumsområdet med portalen bygget af enorme hvalkæber og den blå kirke, som er Grønlands næstældste kirke fra 1775.
Efter et par dage her, skal vi videre til Diskobugtens perle Ilulissat (Jakobshavn).
Ilulissat betyder isbjerge på grønlandsk og byen er smukt beliggende ved mundingen af den 56 km lange isfjord, der er fyldt med enorme isbjerge fra den mest produktive gletscher på den nordlige halvkugle. De største isbjerge strander ved mundingen af isfjorden på 225-250 meters dybde, og de kommer først fri ved højvande eller når de er så eroderede, at isbjergets balancepunkt ændres. Ilulissat Isfjord blev i 2004 optaget på UNESCOs verdensarvliste.
Blot et par kilometer fra Ilulissat ligger den idylliske Sermermiut dal ud mod isfjorden. I 1727 var det Grønlands største bosættelse med mere end 250 mennesker. Udgravninger har siden vist, at den smukke dal gennem tusinder af år i perioder har været beboet af samtlige de kulturer, der har boet langs den grønlandske vestkyst.
I Ilulissat skal vi bl.a. møde byens præst og med den smukke gamle trækirke som ramme, nyde et grønlandsk kor optræde iført de fantastiske nationaldragter.
Undervejs på rejsen, fortæller vores rejseleder om kristendommens begyndelse i Grønland, vi besøger museer og forladte bopladser og fornemmer hvordan det moderne Grønland forholder sig til kirken, troen og håbet. Og hele turen igennem er vi omgivet af ubegribelig smuk natur.
Dag-til-dag program:
Dag 1, 23. september.
Vi mødes i Københavns Lufthavn kl. 07:30. Her møder vi turens rejseleder, præst Eva Christensen, og får hilst på vores rejsefæller. Eva har en helt særlig kærlighed for det grønlandske og har bl.a. i flere år været guide i Grønland, så det er på alle måder en kompetent rejseleder vi får fornøjelse af.
Kl. 09:15 er der afgang med Air Greenland. Flyveturen varer ca. 4 timer og der serveres både lidt mad og drikke ombord. På grund af tidsforskel mellem Danmark og Grønland, lander vi i Kangerlussuaq kl. 09:45.
Vi skal bo en nat på det hyggelige nye Polar Lodge. Lodgen ligger 5 min. fra selve lufthavnsbygningen og har pæne værelser med delt bad/toilet. Når vi har fået indkvarteret os, tager vi for alvor hul på eventyret. Vi skal på en tur ud til selveste indlandsisen. I særlige køretøjer kommer vi gennem det kuperede landskab og går så det sidste stykke ned på selve isen. Det er en meget speciel oplevelse at stå med op til 3 km is under fødderne og skue ud over det uendelige ishav.
Om aftenen hygger vi os ved Lodgen med grill af bl.a. moskus til aftensmad før det er godnat for første dag i Grønland.
Dag 2, 24. september.
Efter morgenmaden pakker vi bagagen og kl. 10:45 flyver vi til Sisimiut. Sisimiut betyder ”beboerne ved rævehulerne”. Byen blev i 1756 grundlagt som en missions- og handelsstation under navnet Holsteinsborg. I dag lever ca. 6.000 indbyggere fordelt på byen Sisimiut og bygderne Kangerlussuaq, Sarfannguaq og Itilleq.
Efter ankomst kl. 11:15 kører vi til Sømandshjemmet, hvor vi skal bo.
Sømandshjemmet ligger centralt i byen og har pæne værelser med eget bad/toilet og TV og et hyggeligt cafeteria med et godt køkken.
Vi slapper lidt af om formiddagen og finder os tilrette før vi senere på dagen begiver os ud på en byrundtur.
Området omkring Sisimiut har været beboet i mere end 4.000 år, ikke kontinuerligt men i vekslende perioder, og tæt ved byen kan man møde spor fra de tidligere tiders bosættelser. Vi ser bl.a. nærmere på den grønlandske kultur ved et besøg på museet, der har til huse i ældre bygninger fra 1700-tallet, ligesom vi selvfølgelig besøger den næstældste kirke i Grønland.
Om aftenen hygger vi os sammen med en repræsentant fra det lokale menighedsråd og taler om, hvad kirken og troen betyder i Sisimiut i dag.
Dag 3, 25. september.
Efter morgenmaden er formiddag til fri disposition og der er dermed tid til at gå sig en tur og se nærmere på byen og dens omgivelser. Måske aflægge et besøg i det nye kulturhus, hvor man f.eks. kan købe sig en kop kaffe.
Om eftermiddagen skal vi ud og hilse på en slædehundeejer. I Grønland bruges slædehundene hele vinteren til både alvor og fornøjelse og vi hører dels om, hvordan hundene bruges, dels får vi demonstreret slæden, pisken mm og der bliver rig lejlighed til at røre ved hundene for de som gerne vil det.
For de som har lyst til at komme helt tæt på de grønlandske medborgere, er der mulighed for at tilmelde sig et ”spis-hjemme-hos” arrangement. Grønlænderne er som udgangspunkt meget gæstfrie og stolte af deres land. De nyder derfor at få lov til at vise både deres hjem og de lokale specialiteter frem for gæster og på sådan et besøg er der rig lejlighed til at få indtryk af både tro og håb og naturligvis at få smagt f.eks. en skøn rensdyrsuppe, hvalkød eller andre lokale lækkerier.
Dag 4, 26. september.
Efter morgenmaden begiver vi os ud på en vandretur i området uden for selve byen. Vi tager madpakker med og tilbringer nogle timer i den skønne natur.
Om eftermiddagen skal vi til kaffemik. Kaffemik er en yndet tradition hvor venner og bekendte kommer til kaffe og kage – lidt uformelt møder folk op hen over nogle timer og har ofte en lille gave med, afhængig af begivenheden.
Det er sidste aften i Sisimiut, så vi spiser en fælles afskedsmiddag på Sømandshjemmet.
Dag 5, 27. september.
Det bliver en tidlig morgenmad da vi skal til lufthavnen, hvor der er afgang kl. 08:25. Vi skal nu på en halv times flyvetur til den smukke by Ilulissat.
Efter landing, bliver vi hentet af en bus og kører til Grønlands bedste hotel, Hotel Arctic hvor vi skal bo.
Hotellet ligger lidt uden for byen med en forrygende udsigt over isfjorden.
Efter indkvartering skal vi ud og se nærmere på byen. Vi tager på en rundtur og møder undervejs både havnen, brættet – der hvor dagens fangst af fisk og fugle kommer ind, og til byens museum. Museet er indrettet i det som tidligere fra den kendte ekspeditionsfarer Knud Rasmussens fødehjem.
Vi skal også på besøg på Kunstmuseet og her møder vi en af de lokale beboere. Ole Gamst. Ole er præstesøn fra Danmark men har boet i Ilulissat i snart 15 år og er grønlandsk gift. Over en kop kaffe, fortæller Ole om livet i Arktis på godt og ondt.
Om eftermiddagen nyder vi omgivelserne på hotellet – måske på terrassen med at betragte de gigantiske isfjelde flytte rundt på sceneriet og om aftenen spiser vi middag i hotellets restaurant, hvor vi kan se frem til en flot gastronomisk oplevelse. Hotellet har netop modtaget Nordisk Råds pris for ”ny nordisk mad” og er kendt for sit høje niveau.
Dag 6, 28. september.
Formiddagen er til fri disposition.
Nogle vil nok ’holde fri’ og nyde hotellets dejlige faciliteter og lade sig mætte af udsynet til de smukke isbjerge, men for de som har lyst til flere oplevelser, kan vi varmt anbefale en sejltur med bygdebesøg til Oqaatsut (Rodebay), som gennem flere århundreder var tilholdssted for hollandske hvalfangere, og den dag i dag trækkes der jævnlig hvaler på land i den gamle bygd. Rodebay ligger ca. 15 kilometer nord for Ilulissat og her lever ca. 45 indbyggere i den gamle bygd, som har egen skole, kirke, købmand, og endda den lille restaurant „H8“ hvor man kan spise frokost i den gamle kolonibygning.
Dag 7, 29. september.
Vi starter dagen med at spænde vandreskoene på. Vi skal ud og se den forladte boplads Sermermiut som ligger ca. 1½ km fra byen. Gennem 4.000 år boede de forskellige Inuit kulturer på bopladsen, og i dag er der stadig mange rester der vidner om deres tilstedeværelse. Fremme på bopladsen, nyder vi lidt medbragt kaffe/the og hører om grønlændernes liv og skikke før europæernes ankomst og ser ruiner og køkkenmødding.
Om eftermiddagen skal vi til byens smukke kirke, Zionskirken. Her møder vi byens præst, Christian Tidemann, som fortæller lidt om kirkens historie i Grønland. Hvordan tro og håb var engang og er i dag.
Foredraget slutter med grønlandsk korsang, af lokale beboere iklædt de fantastiske nationaldragter.
Om aftenen mødes vi til en fælles afslutningsmiddag i hotellets restaurant. Turen er nu ved at lakke mod enden. Vi har fået en masse indtryk og oplevelser og vi har oplevet masser af tro, håb og fantastisk natur.
Dag 8, 30. september.
Kl. 09:00 skal vi flyve fra Ilulissat, så efter morgenmaden kører vi med bussen fra hotellet til lufthavnen. Her har vi et kort ophold før vi skal i luften igen kl. 12:50 med kurs mod Danmark, hvor vi ankommer kl. 21:10.
Pris pr. person: kr. 15.845
Prisen inkluderer:
Fly København-Kangerlussuaq. 1 overnatning på Polar Lodge i dobbeltværelse med delt bad/toilet og morgenmad. Tur til Indlandsisen. Grillarrangement om aftenen. Fly Kangerlussuaq-Sisimiut. Bustransfer lufthavnen-Sømandshjemmet. 3 overnatninger på Sømandshjemmet i dobbeltværelse med eget bad/toilet og morgenmad. Byrundtur med besøg på museet og i kirken. Foredrag i Sisimiut. Besøg hos hundespandejer. Vandretur med madpakke. Kaffemik-besøg. 1 afskedsmiddag på Sømandshjemmet. Fly Sisimiut-Ilulissat. Bustransfer fra lufthavnen til hotellet. 3 overnatninger på Hotel Arctic i dobbeltværelse med morgenmad. Velkomst- og afskedsmiddag på Hotel Arctic. Byrundtur med besøg på museet. Foredrag på Kunstmuseet. Vandretur til Sermermiut. Arrangement i Zionskirken med foredrag og grønlandsk korsang. Dansk rejseleder, præst Eva Christensen. Alle skatter og afgifter. Obligatorisk bidrag til Rejsegarantifonden.
Evt. tillæg:
Enkeltværelse kr. 1.850,-.
Evt. opgradering til Superiorværelse (garanteret havudsigt) på Hotel Arctic, kr. 350 pr. værelse pr. nat.
Ekstra udflugter:
Aftensmad/besøg i grønlandsk hjem (i Sisimiut) kr. 350,-.
Sejltur med bygdebesøg (Ilulissat) kr. 800,-.
Turen er lavet i samarbejde med Kristeligt Dagblad og er åben for tilmelding for alle.
|